Vedtægter

Vilsted Friskoles vedtægter - klik her for at hente i PDF


Vedtaget d. 22/3-2006

Godkendt af undervisningsministeriet d. 22/3-2007

Offentliggjort 1/4-2007

Vedtægter for den selvejende institution Vilsted Friskole

Hjemsted og formål
§ 1
”Vilsted Friskole” er en selvejende og uafhængig uddannelsesinstitution med hjemsted i
Vesthimmerlands Kommune. Skolen er oprettet den 4.3.1963. Skolens adresse er Troldbjergvej 4, 9670
Løgstør, og den har CVR - nummer 16308110

§ 2
Institutionens formål er at drive en friskole efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler for
friskoler og private grundskoler m.v. Det følger heraf, at skolen efter sit formål og i hele sit virke skal
forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og
styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder
ligestilling mellem kønnene.
Stk.2.
Skolens formål er i øvrigt at udøve skolevirksomhed på følgende grundlag:
Skolen er skabt ud fra det syn, at det har stor kulturel værdi at bevare skolen i befolkningens nære og
naturlige miljø.
Skolens formål er at udøve skolevirksomhed på grundlag af de grundtvig-kolske skoletanker, og udfra
dette kristne livssyn er det skolens opgave at udvikle et trygt, livsbekræftende og lærdomsvenligt
samvær, der i videst muligt omfang tilgodeser barnets personlige behov. Der drives friskole med elever
fra børnehave klasse til 8. kl. med mulighed for 9. klasse.

Skolens drift
§ 3
Skolens drift gennemføres ved frivillige bidrag fra skolekredsen og andre med interesse for skolen, på
grundlag af skolepenge for eleverne, kontingenter og ved tilskud fra det offentlige. Skolen skal opfylde
det egendækningskrav, som Undervisningsministeren har fastsat med hjemmel i „Lov om friskoler og
private grundskoler mv.”
Stk.2.
Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Overskud ved
skolens drift tilfalder skolen og skal anvendes til konsolidering, så skolen har kapital til at imødegå
fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af
undervisningsmateriale, til byggeforanstaltninger, udvidelser og lignende. Bidrag til skolen giver ikke
ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.
Stk.3.
Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal anbringes i overensstemmelse med
bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Midlerne må ikke anbringes på konti
m.v., som andre end skolen har rådighed over.

Forældrekreds og skolekreds
§ 4
Forældrekredsen består af forældrene til børn på skolen. Forældrenes rettigheder i medfør af „Lov om
friskoler og private grundskoler mv.” og denne vedtægt tilkommer den eller de personer, der har
forældremyndighed over eleven eller har barnet i et offentligt anerkendt plejeforhold.
Stk.2.
Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med
undervisningen i henhold til „Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Forældrekredsen fastsætter
nærmere regler for varetagelsen af tilsynet, jfr. § 6 og § 14 stk.2.
Stk.3.
Skolekredsen er baggrund for skolens virke. Skolekredsen består af forældrene samt andre, der af
bestyrelsen godkendes som medlemmer. Bestyrelsen fastsætter kontingent for medlemskab af
skolekredsen. Bestyrelsens afgørelse om medlemskab kan indankes for generalforsamlingen såvel af
den, bestyrelsen har afslået at optage, som af et eventuelt mindretal i bestyrelsen.

§ 5
Medlemmernes bidrag giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.
Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens økonomiske forpligtelser.
Stk.2.
Medlemskab af skolekredsen giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme.
Ingen kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Se endvidere § 11 stk.1.
Stk.3.
Bestyrelsen kan suspendere og ophæve medlemskabet af skolekredsen, såfremt medlemmet er i
restance med kontingent, skolepenge eller anden fastsat økonomisk ydelse til skolen. Bestyrelsens
afgørelse kan indankes for generalforsamlingen af såvel medlemmet som et evt. mindretal i
bestyrelsen.

Tilsyn
§ 6
I henhold til § 4 stk. 2 påhviler det forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed,
herunder med, at skolen giver undervisning og sprogstimulering, som står mål med, hvad der
almindeligvis kræves i folkeskolen. Jf. i øvrigt tilsynsreglerne i „Lov om friskoler og private
grundskoler m.v.” Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.
Stk.2.
Efter bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” skal der desuden vælges en eller
flere eksterne tilsynsførende til at varetage visse nærmere definerede tilsynsopgaver. Undlader
forældrekredsen at vælge tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen. Bestyrelsen er
ansvarlig for, at forældrekredsen indkaldes til et særligt valgmøde, hvor alene forældrekredsen kan
foretage valg af tilsynsførende.
Stk.3.
Vælges den eller de tilsynsførende af forældrekredsen, skal dette ske for højst fire år ad gangen. Det
særligt indkaldte valgmøde kan afholdes i forbindelse med generalforsamlingen. Valget skal
gennemføres efter ministeriets bekendtgørelse om valg af tilsynsførende. Det skal af indkaldelsen
fremgå, hvem bestyrelsen indstiller som tilsynsførende, idet ethvert forældrekredsmedlem på
valgmødet kan foreslå andre kandidater. Ved valg af tilsynsførende kan kun medlemmer af
forældrekredsen afgive stemme.
Stk.4.
Den eller de tilsynsførende, henholdsvis kommunalbestyrelsen, afgiver hvert år en skriftlig erklæring til
skolens bestyrelse og forældrekredsen. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside.
Stk. 5.
Så vidt muligt uddyber den eller de tilsynsførende den skriftlige erklæring ved en mundtlig beretning
på skolens ordinære generalforsamling. I øvrigt skal tilsynsførende virke i henhold til de bestemmelser,
der til enhver tid er fastsat i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” Den eller de tilsynsførende
er således omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet og tavshedspligt.

Generalforsamling
§ 7
Bestyrelsen skal på demokratisk vis drøfte skolens anliggender med skolekredsen og forældrekredsen
på generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal efter indstilling fra bestyrelsen godkende
erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering. Se endvidere § 16,
§ 17, § 19 og § 20.

§7 stk 2.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på skolen eller på et andet egnet sted i
hjemstedskommunen. Generalforsamlingen afholdes i perioden 1. marts - 30. april. Den indkaldes af
bestyrelsen ved almindeligt brev til skolekredsens og forældrekredsens medlemmer med mindst 14
dages varsel. Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsen aflægger beretning.
3. Bestyrelsen forelægger det reviderede regnskab til orientering.
4. Skoleleders pædagogiske beretning
5. Tilsynsførendes tilsynsberetning
6. Skolekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer.
7. Skolekredsens valg af suppleant.
8. Forældrekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer. (Bestyrelsen er ansvarlig
for at medlemmerne vælges af og blandt forældrekredsen)
9. Forældrekredsens valg af suppleanter. (Bestyrelsen er ansvarlig
for at suppleanter vælges af og blandt forældrekredsen)
10. Valg af tilsynsførende (Bestyrelsen er ansvarlig
for at de tilsynsførende opstilles og vælges af forældrekredsen)
11. Indkomne forslag.
12. Eventuelt.
Stk.3.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være skriftligt indgivet til
bestyrelsen senest den 1. februar, og de skal bekendtgøres for skolekredsen og forældrekredsen ved
indkaldelsen til generalforsamlingen. Forslag, der vedrører bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun
resultere i beslutninger på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke
træffe beslutninger om bestyrelsens overordnede ledelse, uden at bestyrelsen er enig heri.
Stk.4.
Ved opstilling af kandidater til bestyrelsen bør der tilstræbes ligelig fordeling af mænd og kvinder.

§ 8
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling
skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når et mindretal på 3 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 1/4
af skolekredsens og forældrekredsens medlemmer kræver det. Den indkaldes som en ordinær
generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

§ 9
Beslutninger på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved almindelig
stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om nedlæggelse af skolen, jfr. § 19
og 20.
Stk.2.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, se dog §
20. Afstemninger foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter ønske derom.
Stk.3.
Over det på generalforsamlingen passerede og eventuelt vedtagne føres en protokol, der underskrives af
dirigenten.

Bestyrelsens sammensætning
§ 10
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf .mindst 4 skal være forældre til børn på skolen.
Stk.2.
Bestyrelsen skal sammensættes af 4 medlemmer valgt af og blandt forældrene i forældrekredsen, mens
3 vælges af og blandt alle medlemmer i skolekredsen. Skolen har altså 2 vælgende organer, idet
forældrekredsen vælger bestyrelsesmedlemmer og suppleanter på generalforsamlingen efter reglerne i
bekendtgørelse om valg af tilsynsførende. Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen indkaldes til
generalforsamlingen.
Stk.3.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år og afgår skiftevis med 4 og 3 årligt. Hvis dagsordenen for det
vælgende organ indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller flere bestyrelsesmedlemmer afsættes i
funktionsperioden, såfremt det vælgende organ med almindelig stemmeflerhed vedtager et
mistillidsvotum til de pågældende. Dagsordenen skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der
muliggør nyvalg af bestyrelsesmedlemmer.
Stk.4.
Den anvendte valgprocedure skal sikre, at de to forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer alene
bringes i forslag af forældre og alene vælges på stemmer afgivet af forældre. Disse
bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af
skolen mod forældrenes ønske.
Stk. 5.
Genvalg kan finde sted. Der vælges hvert år mindst fire suppleanter for bestyrelsen, hvoraf de to skal
vælges af og blandt forældrene.
Stk.6.
Ved eventuel supplering af bestyrelsen i valgperiodens løb skal forældrenes flertal i bestyrelsen
opretholdes, og et forældrekredsvalgt bestyrelsesmedlem kan kun erstattes af en suppleant valgt af og
blandt forældrene. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, indtræder den relevante
suppleant automatisk. Suppleanten indtræder i den periode det udtrædende medlem har tilbage af sin
valgperiode.
Stk. 7.
Det skal af protokolføringen fremgå, hvilke bestyrelsesmedlemmer og suppleanter der er valgt af
henholdsvis forældrekredsen og skolekredsen.

§ 11
Skolens leder, lærere og andet personale ved institutionen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og
kan kun deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer, når de samtidig er forældre til elever på skolen
(medlem af forældrekredsen).
Stk.2.
Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være
registreret i CPR med bopæl i Danmark.
Stk.3.
Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlige efter dansk
rets almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelsen af
hvervet som bestyrelsesmedlem.
Stk.4.
Skolens leder samt en repræsentant for skolens øvrige ansatte deltager normalt i bestyrelsens møder
uden stemmeret. Ved behandling af sager, der vedrører skolelederen eller repræsentanten for de ansatte,
kan bestyrelsen bestemme at suspendere skolelederens henholdsvis repræsentantens mødedeltagelse.
Stk. 5.
Bestyrelsesmedlemmer kan ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke være undergivet beslutninger
truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den
pågældende.

Om bestyrelsen og dens arbejde
§ 12
Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af sin midte formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen
fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægten. Ved formandens forfald
træder næstformanden i formandens sted.
Stk.2.
Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller 3 medlemmer finder det fornødent.
Stk.3.
Formanden indkalder mødedeltagerne og giver forinden møderne de pågældende underretning om,
hvilke sager der vil komme til behandling på mødet.
Stk.4.
Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i
en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse
er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i beslutningsprotokollen. Konstateret inhabilitet
skal indføres i protokollen.
Formanden drager omsorg for udførelsen af de trufne beslutninger.
Stk.5.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger
træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt
eller brev. I tilfælde af stemmelighed er den fungerende formands stemme afgørende.

§ 13
Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk
eller særlig personlig interesse i sagens udfald. I øvrigt er de almindelige regler for inhabilitet og
tavshedspligt, der er gældende for offentlig forvaltning, gældende for bestyrelsens medlemmer, skolens
leder og øvrige ansatte.
Stk.2.
Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis medlemmet ikke længere opfylder
habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. „Lov om friskoler og private grundskoler
mv.” samt „Bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.” I tilfælde af et
medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten.
Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.

§ 14
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for,
at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, lovgivningen og andre
retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forvaltningen af de statslige tilskud er i
overensstemmelse med bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og skolens
vedtægter.
Stk.2.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen dels vælger tilsynsførende, dels fastsætter retningslinier
for forældrekredsens eget tilsyn, jfr. § 4 stk. 2. og § 6 .
Stk.3.
Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde.
Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige
økonomiske hensyn.
Stk.4.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes et retvisende årsregnskab i overensstemmelse
med gældende regler. Bestyrelsen har ansvaret for, at regnskabet underkastes betryggende revision
efter gældende regler, og at revisor vælges af bestyrelsen.
Stk.5.
Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom og indstiller til
godkendelse på generalforsamling i henhold til vedtægtens § 7 stk. 1. Bestyrelsen fastsætter størrelsen
af kontingenter, skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordning. Bestyrelsen kan i øvrigt træffe
beslutning om ethvert andet spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.
Stk.6.
Efter indstilling fra skolens leder ansætter og afskediger bestyrelsen skolens lærere og andet fastansat
personale.
Stk.7.
Bestyrelsen skal underrette Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine betalinger, begæres
konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

§ 15
Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Medlemmer af
skolekredsen, forældrekredsen og fastansatte ved skolen har dog altid ret til at få kendskab til
budgetter, regnskaber og revisionsprotokol, når disse er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan
udstrække retten til indsigt i skolens forhold til andre. Oplysninger omfattet af bestemmelserne om
tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog ikke videregives.

Tegningsret
§ 16
Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening med skolelederen eller en af disse i forening
med bestyrelsens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura. Ved
erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af mindst totredjedele af
bestyrelsens medlemmer, jfr. § 7 stk.1.

Skoleleder
§ 17
Skolens leder ansættes og afskediges af generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen.
Skolelederen har over for Undervisningsministeriet, skolekredsen, forældrekredsen og skolens
bestyrelse ansvaret for den daglige og den pædagogiske ledelse af skolen i henhold til gældende love,
bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.
Stk.2.
Efter bestyrelsens retningslinier ansætter skolelederen vikarer og anden tidsbegrænset medhjælp samt
forestår skolens daglige administration og personaleledelse.
Stk.3.
Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om, at skolelederen i nærmere fastlagt omfang og under
bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når dette er nødvendigt
for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.

Regnskab
§ 18
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Stk.2.
Revisionen skal være afsluttet senest d. 1. april, hvorefter det reviderede regnskab tilstilles bestyrelsen
til godkendelse. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive det godkendte regnskab og afgive en
erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at sidde i bestyrelsen.

Vedtægtsændring
§ 19
Vedtægtsændringer kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse.
Stk. 2.
Ændringer i vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse på to efter hinanden følgende
generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.
Stk.3.
På begge generalforsamlinger skal ændringerne vedtages af de fremmødte med mindst to-tredjedeles
flertal.
Stk. 4.
Vedtægtsændringer, som ministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer i
ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med mindst totredjedeles flertal.
Skolekredsen og forældrekredsen har krav på at modtage orientering herom.

Nedlæggelse
§ 20
Beslutning om nedlæggelse af skolen træffes efter indstilling fra skolens bestyrelse på en
generalforsamling, hvor mindst to tredjedele af samtlige medlemmer stemmer for ophævelsen. Opnås
sådant flertal ikke, kan ophævelsen mindst 30 dage efter forelægges på en ny generalforsamling, hvor
den kan vedtages med to tredjedeles flertal af de fremmødte medlemmer. Jf. dog stk. 3. Bestyrelsens
indstilling besluttes i henhold til § 12 stk. 5.
Stk.2.
Hvis bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, eller ophører
institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal
bestyrelsen sørge for nedlæggelse. Hvis det er muligt gennemføres forudgående høring på en
generalforsamling.
Stk. 3.
§ 20 stk. 1. gælder kun, når skolens bestyrelse fortsat har kompetence til at træffe beslutninger om
skolens fremtid. Skolekredsen og forældrekredsen skal som minimum orienteres skriftligt om
beslutningen og om grundlaget herfor, hvis skolen nedlægges. Orienteringen skal finde sted
umiddelbart efter beslutningen.
Stk.4.
Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet og elevernes hjemkommuner meddelelse om
skolens nedlæggelse.
Stk.5.
Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i
anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue
anvendes i overensstemmelse med vedtægten.
Bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er
tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med
vedtægten.
Stk.6.
Mulige overskydende midler tilfalder Friskolefonden under Dansk Friskoleforening efter
Undervisningsministeriets godkendelse.

§ 21
Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold er først gyldige, når
de er godkendt af Undervisningsministeriet. Vedtægten skal i original indsendes til
Undervisningsministeriet underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer i tre eksemplarer.
Bestyrelsesmedlemmers navne og adresser skal angives med maskinskrift, og det skal fremgå, hvem
der er formand og næstformand.
Således vedtaget på skolens generalforsamling den 22. marts 2006
Formand: Ib Christensen, Mjallerupvej 1, 9670 Løgstør
Næstformand: Nina Skak Jensen, Nørlangsvej 22, Kornum, 9670 Løgstør
Diana Mosbæk, Engvej 1, Vilsted, 9670 Løgstør
Helle Tønder, Vester Hornumvej 94, 9640 Farsø
Birgitte Lindhart, Peder Kræmmergade 14, 9670 Løgstør
Hanne Levinsen, Dragsdalsvej 25, 9670 Løgstør
Bente Kjærgaard, Skippervej 15, Livø, 9681 Ranum
Underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer:

BILAG vedr.: Forældrekredsens valg af tilsynsførende
§ 1. Forældrekredsen har fastsat at der vælges to tilsynsførende
§ 2 De to tilsynsførende der sidder for to år ad gangen, således at der på skift er en tilsynsførende på
valg hvert år.
§ 3 Valget foretages på generalforsamlingen som et særskilt punkt.